Indtil for to uger siden uerfarede Afrika, har altid været min drengedrøm. Nu er jeg her, og det på tide at komme med en personlig udmelding om drømmekontinentet.
Jeg må tilstå at mange ting faktisk er som jeg havde forventet. Og det er positivt. For at forstå min respons til Afrika må man vide at jeg i de sidste par år i Danmark til tider har været ret frustreret over Danmark og hvordan man lever der. Hvad skal jeg lave? Hvad forventer folk af mig? Er der brug for mig? Hvis ikke jeg har energi til at få stablet et liv på benene hvad gør jeg så? "Valgfrihedens tyranni". Hvad gør uddannelse godt for? Hvad er et almindeligt godt liv i Danmark? Jeg har haft svært ved at svare på disse generelt ret selvcentrerede spørgmål. Det som jeg er glad for ved Uganda er, at her er spørgsmålene ret anderledes. Man kan ikke just sige at det er samfundsstrukturen der gør mig glad for at være her. Eller at de ligger nr. 126 på listen over korruptions-"niveauet" i alverdens lande (Danmark ligger nr. 1). Eller at ordene "langsigtet planlægning", "optimering" eller "forudseenhed" ikke findes på deres sprog "Luganda". Eller fordi man i 50 % af alle transporter sidder i en taxi med en midaldrende kvinde, der har født 10 børn, på mit lår, mens jeg indånder de forskellige dufte som 10 andre sammenmaste passagere afgiver, når de lige har smidt de fisk ol., der nyligt er købt på markedet, ned i deres hullede taske, alt imens trafikpolitiet stikker hovedet ind af vinduet og kommer med det bsolut mest brugte ord i Uganda: "fine". Det som bl.a. gør mig glad ved at være her er, at der ikke er de konstante krav om det perfekte liv. Mit udseende, min tøjstil, min karriere, mine venner, mit hus. Selv når jeg for første i mit liv murer, vandskurer eller kalker siger folk, "well done", eller det selvfølgelige "fine". Der skal ligesom ikke så meget til for at det er fint nok. Perfektionisme er et fremmedord. En ret direkte konsekvens af perfektionisme er stress, og det har jeg derfor heller ikke følt et sekund hernede (Undtagen under halsbrækkende transport). "I feel home". At antonymet til perfektionisme også kan være belastende kan jeg uddybe en anden gang. For nu, glæder jeg mig over en meget simpel og ukompliceret hverdag. Jeg nyder at bruge meget tid på praktisk arbejde. Mit hidtil uprøvede praktiske gen bliver aldeles udfordret (mure, vandskure, kalke, bygge stilladser, osv.), men jeg fungerer langt bedre når der ikke er det ovennævnte perfektionistiske pres hængende over hovedet. Hernede tror folk jeg er en "builder" og så har jeg lov til at lave mine mange små fejl, med den konsekvens at jeg lærer en masse om at bygge. Ofte snakker Stine og jeg om at lave et retræte/community-agtigt sted, hvor jeg med fordel kunne bruge den erfaring jeg får nu til at lave en masse ting selv. Her får jeg også udfoldet noget som jeg savnede i studielivet i Århus: At lave ting fra bunden af, som havde noget med en konkrete fysiske virkelighed at gøre. Det gør mig glad. Jeg føler på en eller anden måde at jeg i højere grad oplever en en-til-en relation til virkeligheden. Måske er det mig der har fået solstik, men jeg syntes altså bare at jeg ofte har oplevet den virkelighed der kun er teoretisk for meningsløs. Som en ven sagde til mig en gang, så gav følelsen af at åbne den kiste han selv havde formet med sine egne hænder, noget andet end en teoretisk tanke nogensinde kunne give ham. En anden ting der er dejligt ved at gå rundt og lave praktiske ting der ikke er karriere-fremmende for mig, på en farm i Uganda er, at det netop ikke er karrierefremmende. Jeg bygger bare en rampe til grisene, fordi at vi ellers skal løbe rundt i timevis og fange grise når vi skal flytte dem fraa det ene sted til det andet.
Nå men pointen er i hvert fald at det psykiske klima passer mig aldeles fint, og det er da også godt for min teologimave at få lavet lidt.
Klimaet hernede er forresten helt unikt godt. Her er meget frodigt, det regner meget, men når det gør det, er det næsten altid et par timer om morgenen for fuld blus, og så ellers sol resten af dagen. Temperaturen er året rundt om dagen, næsten altid omkring 25-27 grader. Særligt hen sidst på eftermiddagen efter arbejdet når jeg, med en bog i hånden, ligger mig ud i vores dejlige have i hængekøjen mellem banantræerne nyder jeg temperaturen.
Ellers nyder jeg at bruge tiden på at lære det lokale stammesprog, Luganda, som tales af 10 millioner i Uganda. Ret nødvendigt hvis man vil ind under huden på folk. De er nemlig umiddelbart meget åbne, men ret lukkede når det gælder hvad der egentligt foregår i deres liv, og denne lukkethed trives vist endnu bedre på engelsk fornemmer jeg. Og man lærer altså også meget om en kultur ved at forstå dets sprog.
Jeg underviser en dag om ugen på en skole, og min første gang der var en halv-traumatisk oplevelse. Selv mig som en ustruktureret type savnede struktur på det sted. Jeg fik smidt tre bøger i hånden vist hvor vi var kommet til, og mens læreren viste mig de forskellige klasser, (p5-p7, der svarer til 5-7 klasse) pegede han pludselig på en af bøgerne og derefter på nogle eleverne, og sagde "you teach them now..." Så måtte jeg slå op i bogen uden at kunne huske hvor skoledirektøren havde fortalt mig de var kommet til, og derefter spørge klassen hvor langt de var nået. Men efter en forvirret kom jeg da i gang med min lærer-debut. Derefter blev jeg straks smidt ind som eksaminator til en skriftlig eksamen, og blev straks derefter sat i gang med at rette de afleverede opgaver, uden nogen instruktion til det ugandiske skolepointsystem som vist kræver en uddannelse i sig selv. Så sidder man der og prøver sig lidt frem, irriterende sig over at de bare har den der uigennemtænkte forudsættelse af at jeg selvfølgelig fra fødsel af har forstået hvordan det ugandiske skolesystem hænger sammen. I øvrigt skal man vænne sig til at når man står ved tavlen er der ca. 2 meter ned til bagvæggen...
Nå, men ellers læser jeg lidt teologibøger når der er tid, og her er god tid til at fundere over hvordan de ser på Gud, hvad kirke er i dansk overfor ugandisk forstand, hvordan de læser bibelen, hvordan Gud ikke hører til i privatsfæren, men (umiddelbart) stikker i alle områder af livet (selv i mobilreklamer: "God has power - Zain, telephone everywhere, anytime"), om hvordan de bruger kroppen i tilbedelsen af Gud, og over hvordan de kan gå så meget op i at de er kristne og samtidig stjæle med hænder og fødder, så længe der ikke er nogen der opdager det. Om ikke andet bliver der gode reflektioner der hjælper mig til at udfordre den lille "gud" vi har indsnævret Gud til at være i den vestlige kultur, og opdage at Gud er Gud for hele verden, også for dem der ikke agerer ligesom "arierne". Men om alt det skriver jeg lige en anden gang, så dem der ikke orker teologiske overvejelser, kan undlade at læse om det.
Dette indlæg er sikkert så ustrukturet som det land jeg befinder mig i, men jeg håber i bærer over...Nu vil jeg sove
