Nu har vi allerede været på Kamuzinda Farm i en uge og én dag, og det vil vi gerne prøve at fortælle lidt om, selvom vi lige nu synes der er sket så meget siden vi tog afsted, at det er helt svært at forklare. Først nogle indtryk fra vores tur hertil...
17/06/09 Bananernes land:
Edvard, chauffør og altmuligmand på "Hibiscus Guesthouse", hvor vi sov den nat vi var i Nairobi, præsenterede Uganda for os som ”landet hvor man ikke spiser andet en bananer”. ”Bananas for breakfast, lunch and supper – their national dish - Matooke – is meshed bananes... ” Preben måtte derfor synke en ekstra gang . Som nogle af jer ved, er der ikke meget, der er mere ækelt for Preben end bananer – og det i alle afskygninger. Så det virkede som begyndelsen på et kulinarisk mareridt. Da Preben forklarede situationen for Edvard og hans kollega, David, blev der stor latter – de kunne fuldt ud se det for sig: Preben, et halvt år i bananernes land, forfulgt af ubehag og kvalme. Ikke desto mindre har Preben allerede i dag, på anden-dagen i Uganda, forsøgt sig med en lille baby-banan. Og det gik sådan forholdsvist godt. Det blev endda også til en lille bid matooke – en stor klump af madbananer, der stivner fuldstændigt på tallerkenen i løbet af et kvarters tid.
18/06/09 Nairobi(Kenya)-Kampala(Uganda), courier class:
Vi kørte i bus fra Nairobi til Kampala, en tur på 780 km, undervejs så vi et væld af skønne og forunderlige scenarier. Her forsøger jeg mig med en række indtryk:
18/06/09 Morgenbøn i bussen:
Det er jo egentlig bare en køretur ganske almindeligt privat busselskab, men man tror det er begyndelsen på en karismatisk gudstjeneste, da turlederen storsmilende slår de slanke hænder sammen og annoncerer at vi vil starte turen med at bede: ”So if any of you brothers feel like praying for us this morning, just stand up and pray”, en opfordring der hurtigt gribes af en ung fyr bag os, der inderligt lægger turen over i farmands hænder inden vi kaster os ud i et busridt, der bestemt kunne trænge til lidt guddommelig beskyttelse.
18/06/09 Flamingo-søen:
Vejen bugter sig, vi kører langsomt opad. Ved vejens højre side skråner landskabet ned mod en gigantisk sø, der ligger omkranset af grønne bjerge og bakker. Søen glitrer blåt og lyserødt... – Men lyserødt? Hvorfor det? Fugle..? De sjove høje, der står på ét ben og har fået lov at bære barbie-farven så fint. Preben er tilfreds: Endnu et dyr kan krydses af på listen. Selvom det ikke er et af de så eftertragtede ”farlige dyr”...
18/06/09 Kaffefarm i Kenya:
Troede jeg... Træer eller buske så langt jeg kan se, i over et kvarter. Landarbejdere går rundt og samler i stofsække. Det må da være kaffe. Jeg ser Karen for mig og synes endda aromaen af en ægte kop kaffe antydes sammen med alle de andre lugt-indtryk... Preben tager dog ikke mine fornemmelser for gode varer. Spørger en medpassager, der smiler overbærende og siger at det er the. Ganske almindelig sort ceylon-the.
Vi kørte i bus fra Nairobi til Kampala, en tur på 780 km, undervejs så vi et væld af skønne og forunderlige scenarier. Her forsøger jeg mig med en række indtryk:
18/06/09 Morgenbøn i bussen:
Det er jo egentlig bare en køretur ganske almindeligt privat busselskab, men man tror det er begyndelsen på en karismatisk gudstjeneste, da turlederen storsmilende slår de slanke hænder sammen og annoncerer at vi vil starte turen med at bede: ”So if any of you brothers feel like praying for us this morning, just stand up and pray”, en opfordring der hurtigt gribes af en ung fyr bag os, der inderligt lægger turen over i farmands hænder inden vi kaster os ud i et busridt, der bestemt kunne trænge til lidt guddommelig beskyttelse.
18/06/09 Flamingo-søen:
Vejen bugter sig, vi kører langsomt opad. Ved vejens højre side skråner landskabet ned mod en gigantisk sø, der ligger omkranset af grønne bjerge og bakker. Søen glitrer blåt og lyserødt... – Men lyserødt? Hvorfor det? Fugle..? De sjove høje, der står på ét ben og har fået lov at bære barbie-farven så fint. Preben er tilfreds: Endnu et dyr kan krydses af på listen. Selvom det ikke er et af de så eftertragtede ”farlige dyr”...
18/06/09 Kaffefarm i Kenya:
Troede jeg... Træer eller buske så langt jeg kan se, i over et kvarter. Landarbejdere går rundt og samler i stofsække. Det må da være kaffe. Jeg ser Karen for mig og synes endda aromaen af en ægte kop kaffe antydes sammen med alle de andre lugt-indtryk... Preben tager dog ikke mine fornemmelser for gode varer. Spørger en medpassager, der smiler overbærende og siger at det er the. Ganske almindelig sort ceylon-the.
18/06/09 Uganda-grænse, Bussia:
De vil alle sammen veksle eller sælge eller hjælpe eller spørge eller hilse eller sælge – især sælge! Meget gerne. Men vi skal ud af bussen og vi skal skynde os og vi skal have visum og de smiler ikke engang og bussen er kørt længere frem og den kan ikke rigtig ses længere og damen skal nå at skrive rigtig mange visa og Preben har ikke flere dollars og jeg sveder og er lidt usikker og holder godt fast i tasken og skammer mig over mistroen til medmenneskene. Vi finder bussen. Lettede. Og de vil alle sammen veksle eller sælge eller hjælpe eller spørge eller hilse, men især sælge. Og bussen er lukket, de hvide står linet op i den smule skygge bussen skaber. De ville gerne være mere brune. Ikke muzunguer. Ikke rige svin. Men det er det de er. Bl.a. Bussen er overophedet. Jeg vil ikke én nat i Bussia. Det sitrer af varme og ramme lugte. De vil alle sælge colaer og ser meget fremmede ud. Der er ikke forbindelse mellem vores øjne. Jeg burde have lyst til en cola. Men døren går op. Vi må hoppe ind og chaufføren råber som en anden Braveheart: ”I wanna see Kampala tonight!!!” Lettelse.
18/06/09 Han badede i aftensolen:
Vi er trætte. Bussen har hylet alarmerende siden grænsen pga. overophedning, - en tilstand der har bredt sig til de fleste passagerers ansigter og armhuler. Vi har sikkert også set matte ud for en udenfor stående. Alligevel er han ikke til at stå for, og sender endnu en fornemmelse af oplevelses-/sanse-lykke gennem perceptionssystemet mig: I en slidt, lille opvaskebalje står en glad, ugander-dreng på omkring tre år og skrubber sig det bedste han har lært: Først den ene fod, så den anden – ja, han står vel nærmest og synger, mens sæben gnides godt ind i barnehuden. Bag ham går solen ned bag palmerne, og hans trætte mor sidder ved siden af og vugger en endnu mindre.
18/06/09 Bedre veje og flere ulykker:
Ikke et skønt eller forunderligt syn, men uhyggeligt stærkt: Vi læser i ”Daily Vision” at der, siden opgradering af de ugandiske landeveje, er sket voldsomt mange flere ulykker – desværre også med dødeligt udfald. En halv time senere ser vi det udfoldet i grøften: En af de vanvittigt pakkede taxa-minibusser har lige præcis ikke klaret sin halsbrækkende færd, men har knækket sig og strøet sit menneskelige indhold ud over den vildtvoksende vejkant. Brun krop halvt dækket af hvid tshirt er stivnet i sit greb om afrevet jernstang. Menneskenehoben stimler sammen, og ambulancen kommer aldrig.
18/06/09 Smoggy Kampala:
Der er så lidt tilbage i den bus, der hostende kæmper sig op og ned af de bakketoppe der ligger grund til Kampalas forstæder og endelig bymidte. En graffiti opfattes truende: ”This land is not for sale, entrance at your own risk!” Mørket er faldet på og vi vrisser nemt udmattet. At finde en taxa virker uoverkommeligt og vi kan næsten ikke finde ud af at presse ham i pris. Men vi kommer frem og Mette og Jonas har booket værelse til os og står klar med overblik og ny energi. Efter et dejligt måltid og et bad er det hele meget lettere. Og ja, du havde jo sagt det, Maslow.
De vil alle sammen veksle eller sælge eller hjælpe eller spørge eller hilse eller sælge – især sælge! Meget gerne. Men vi skal ud af bussen og vi skal skynde os og vi skal have visum og de smiler ikke engang og bussen er kørt længere frem og den kan ikke rigtig ses længere og damen skal nå at skrive rigtig mange visa og Preben har ikke flere dollars og jeg sveder og er lidt usikker og holder godt fast i tasken og skammer mig over mistroen til medmenneskene. Vi finder bussen. Lettede. Og de vil alle sammen veksle eller sælge eller hjælpe eller spørge eller hilse, men især sælge. Og bussen er lukket, de hvide står linet op i den smule skygge bussen skaber. De ville gerne være mere brune. Ikke muzunguer. Ikke rige svin. Men det er det de er. Bl.a. Bussen er overophedet. Jeg vil ikke én nat i Bussia. Det sitrer af varme og ramme lugte. De vil alle sælge colaer og ser meget fremmede ud. Der er ikke forbindelse mellem vores øjne. Jeg burde have lyst til en cola. Men døren går op. Vi må hoppe ind og chaufføren råber som en anden Braveheart: ”I wanna see Kampala tonight!!!” Lettelse.
18/06/09 Han badede i aftensolen:
Vi er trætte. Bussen har hylet alarmerende siden grænsen pga. overophedning, - en tilstand der har bredt sig til de fleste passagerers ansigter og armhuler. Vi har sikkert også set matte ud for en udenfor stående. Alligevel er han ikke til at stå for, og sender endnu en fornemmelse af oplevelses-/sanse-lykke gennem perceptionssystemet mig: I en slidt, lille opvaskebalje står en glad, ugander-dreng på omkring tre år og skrubber sig det bedste han har lært: Først den ene fod, så den anden – ja, han står vel nærmest og synger, mens sæben gnides godt ind i barnehuden. Bag ham går solen ned bag palmerne, og hans trætte mor sidder ved siden af og vugger en endnu mindre.
18/06/09 Bedre veje og flere ulykker:
Ikke et skønt eller forunderligt syn, men uhyggeligt stærkt: Vi læser i ”Daily Vision” at der, siden opgradering af de ugandiske landeveje, er sket voldsomt mange flere ulykker – desværre også med dødeligt udfald. En halv time senere ser vi det udfoldet i grøften: En af de vanvittigt pakkede taxa-minibusser har lige præcis ikke klaret sin halsbrækkende færd, men har knækket sig og strøet sit menneskelige indhold ud over den vildtvoksende vejkant. Brun krop halvt dækket af hvid tshirt er stivnet i sit greb om afrevet jernstang. Menneskenehoben stimler sammen, og ambulancen kommer aldrig.
18/06/09 Smoggy Kampala:
Der er så lidt tilbage i den bus, der hostende kæmper sig op og ned af de bakketoppe der ligger grund til Kampalas forstæder og endelig bymidte. En graffiti opfattes truende: ”This land is not for sale, entrance at your own risk!” Mørket er faldet på og vi vrisser nemt udmattet. At finde en taxa virker uoverkommeligt og vi kan næsten ikke finde ud af at presse ham i pris. Men vi kommer frem og Mette og Jonas har booket værelse til os og står klar med overblik og ny energi. Efter et dejligt måltid og et bad er det hele meget lettere. Og ja, du havde jo sagt det, Maslow.
Fantastisk læsestof! Du skriver da helt eminent skønt, Stine! Lyde, lugte/dufte - nok mest lugte, synsindtryk...det er næsten som selv at være der. Men det hjælper nok også på det, når man selv har oplevet lidt af det Afrikanske kontinent. Barsk oplevelse med den taxibus... Godt at I nåede godt frem til kendte mennesker!
SvarSletDet vildeste, der sker i mit liv, lige her og nu, er viceværten, der kører rundt på sin havetraktor og prøver at slå det visne græs...
Tak, Marianne - det var godt at høre!
SvarSletHåber I har det godt(?) og at du nyder den fred og ro, der kan rumme en slags godt, som det vilde ikke gør(?). Håber alt går vel også med den lille? Preben sover, og det vil jeg også snart, så bare et kærligt godnat herfra til jer! Stine